Bøn påvirker hjernen

Artikel af Danmarks kirkelige mediecenter

Når man beder til Gud, kan man se det i hjernen, og forventningen om, at bøn kan hjælpe, kan gøre underværker. Men begge dele gælder kun, hvis man tror.
Hver dag beder masser af mennesker til Gud. Nogle beder som en naturlig del af hverdagen. Andre beder, når de er i kirke, når de står i en svær situation, eller har brug for ikke at føle sig alene. Men hvad sker der egentlig i hjernen, når man beder?

Og er der forskel på, hvem man er, og hvad man beder?

De senere år er man blevet klogere på, hvad der sker i hjernen i forbindelse med bøn, og hvis man spørger Uffe Schjødt, lektor på Afdeling for Religionsvidenskab på Aarhus Universitet, vil vi den kommende tid se endnu mere forskning i religiøse oplevelser. Han var selv en af de første i Danmark til at beskæftige sig med, hvad der konkret sker i hjernen i forbindelse med religiøse aktiviteter, da han scannede hjernen på en række indremissionske unge, mens de bad.

- Vi kunne se, at når man taler til Gud i en personlig bøn, så aktiveres de områder i hjernen, som typisk bliver aktiveret, når man skal forholde sig til andre mennesker. Det er jo interessant, fordi Gud er abstrakt og kompleks, så man kunne forvente, at hjernen var på overarbejde, som når den skal forstå abstrakte begreber. Men det er det socialkognitive netværk i hjernen, der bliver brugt, ligesom når man er social med andre, forklarer Uffe Schjødt.

Han lavede både scanninger, når de unge bad en personlig bøn, og når de bad fadervor. Det er svært at fortolke det, der sker i hjernen, f.eks. når man beder, både fordi det er komplekst, og fordi det er et nyt felt. Derfor er det vigtigt at rense bedst muligt ud i de aspekter, man ikke er interesseret i at undersøge. F.eks. kan man se aktivitet i hjernen i bestemte områder, når man taler, og derfor også, når man beder.

- Det har ikke noget med religion at gøre, at de områder reagerer, når man beder. Det har at gøre med, at man taler. Så man finder kontrastopgaver, hvor der også er taleproduktion, som minder mest muligt om bøn, men hvor religionsdelen er til forskel. Vi brugte ønsker til julemanden som kontrastopgave til personlig bøn, fordi det er en talehandling tæt på bøn, men uden religion, fortæller Uffe Schjødt, og tilføjer med et smil:-  Og vi sikrede os selvfølgelig, at der ikke var nogle af de medvirkende, der troede på julemanden.

Som kontrastopgave over for fadervor blev deltagerne bedt om at sige en remse, som de kunne udenad, f.eks. en klassisk børneremse som Ælle, bælle og Okker gokker.



Man får belønning, når man beder

Dybt inde i hjernen har vi et område, der har med belønningsoplevelse at gøre, og scanningerne viste, at uanset om de unge bad fadervor eller en personlig bøn, aktiverede det dette område i hjernen, så der blev udløst dopamin.

- Det tyder på, at man får en slags belønning i hjernen, når man beder, forklarer Uffe Schjødt.

Det får man også, hvis man f.eks. spiser chokolade.

- Men hvis man tit spiser chokolade, så forskyder belønningen sig fra umiddelbar nydelse til forventningsnydelse. Så bliver belønningen udløst allerede før, man har pakket sin Snickers ud af papiret, for man ved, der er belønning på vej. Og det er det samme, vi ser, når man beder. Her bliver området for forventet belønning aktiveret. Man har en oplevelse af, at der kommer noget godt, når man beder, siger Uffe Schjødt.

Det med forventning betyder i det hele taget en del, når det handler om hjernens reaktion på bøn. 

- Vi lavede et studie på troende fra pinsekirken, som var vant til helbredelsesmøder og karismatiske helbredere. Vi lagde dem i en scanner, og så fik de bedt helbredende bønner for sig. Sommetider fik de at vide, at det var en karismatisk helbreder, andre gange at det var en ikke-troende og andre gange, at det var én som dem selv, fortæller han.

I virkeligheden var der ikke forskel på, hvem der bad, men alle var dog troende. Det var nemlig forventningen og ikke selve bønnen, forskerne ville undersøge, og det var tydeligt, at forventningen havde en stor betydning for oplevelsen.

- Når deltagerne lyttede til det, de fik at vide, var bøn fra en karismatisk helbreder, så nedregulerede hjernen sin aktivitet, som man også ser f.eks. under hypnose, eller når man har meget stor tillid til en person, fortæller Uffe Schjødt.

Hjernen slappede simpelthen af, når forventningen var, at de lyttede til en karismatisk helbreder, og når hjernen nedregulerer aktiviteten, så har man en mere intens religiøs oplevelse.

- Det er ligesom man heller ikke er så kritisk over for, hvad der bliver sagt, hvis man har tillid til lægen eller en ven. Hvis man har tillid og tror på, at vedkommende har særlige kompetencer, der kan hjælpe dig, så er man enormt villig til at opleve det, der forventes i situationen. Og det er nemmere at opleve, at man er tæt på Gud, fordi man ikke hele tiden tester, om det er rigtigt, siger han, og fortsætter:

- Når man så hører de samme bønner fra en, man får at vide er ikke-troende, så går områder i hjernen amok og tester hele tiden, for hvordan kan en person bede for én, når vedkommende ikke tror.

Placebo er ret fantastisk

Uffe Schjødt og hans kolleger har også lavet en analyse af, hvilke lidelser, der bliver afhjulpet af, at andre beder for én.

- Vi har ikke lavet klinisk studie i effekt af bøn eller forbøn, men da mange karismatiske helbredere har det som forretning, er de gode til at indsamle vidnesbyrd, så vi har studeret omkring 1000 vidnesbyrd. De fleste virker ret troværdige, og i analysen ser vi meget klart, at det er smertesymptomer som smerter i ryggen, i nakken, gigt og lignende, der bliver afhjulpet. Og det er ret interessant, for det er også det, man kan se i forskning, at placebo har mest indflydelse på. Og det samme man typisk finder hos alternative behandlere. Det fortæller os, at der er noget på spil. At det nok virker, forklarer han, og tilføjer:

- Hvilke mekanismer det så er, der virker, det er jo så interessant. Det begynder at minde om placebo. Og så vil nogle sige: Er det bare placebo? Men det synes jeg er synd, for placebo er ret fantastisk.

Oprindeligt blev placebo brugt til at kontrollere f.eks. effekten af medicin, men de seneste 30 år er begrebet blevet bredere. 

- Man har opdaget, at en stor del af effekten ved medicin er placebo. Placebo har en fysiologisk effekt. F.eks. kan endorfiner udløses via placebo, og vi ved, at placebo kan nedsætte feber og hurtigere hele hævelser omkring sår. Så det er interessant, hvad der udløses i hjernen ved forventning om, at noget virker, siger Uffe Schjødt, og tilføjer:

- Placebostudier er underlagt etiske retningslinjer, så man kan ikke undersøge det i yderste effekt, for så ville man skulle tage røven grundigt på folk. Så vi ved ikke, hvor stor effekt placebo kan have. Derfor er det meget spændende, når religionsforskere undersøger placebo, f.eks. ved ekstreme religiøse ritualer, hvor deltagerne udholder stor smerte.

Og studiet med de karismatiske helbredere viser tydeligt, at troen er afgørende.- Vi scannede også ikke-troende, og deres hjerner var helt ligeglade. Så det betyder noget, om man tror. Det er troen, der giver de forventninger, der udløser noget, forklarer Uffe Schjødt.

Han har ikke selv en religiøs baggrund, men han er åben og vil gerne forstå, og personligt er han slet ikke i tvivl om, at det er et både vigtigt og spændende område at forske i.

- Religion er jo kendetegnende for mennesker. Ingen andre dyr har religion. Og samtidig er det enormt komplekst og spændende, hvad der foregår i hjernen, når man er religiøs, siger han, og slutter:

- Hjernen er et evolutionært produkt, men hvad pokker foregår der så i den, når du er religiøs? Det er en kæmpe gåde. Hvorfor er vi mennesker religiøse?